Antonys stemme er særegen og smuk. Den rummer så megen sorg, og så megen glæde. Selv når han synger ordet “loneliness” i sangen The Lake , kan jeg høre ham smile på en genert og samtidig vidende måde. Ligeledes rummer hans sange både blå, blå øjeblikke - ætsende sørgmodige - og højt tempo og humør, så fødderne ikke står stille og det er svært at undlade at grine helt nede i maven. Han har en uforlignelig humor, som er meget meget sort, og derved lægger sig tæt op ad den humor, som jeg har arvet efter (eller udviklet i fællesskab med, afhængig af synsvinkel) min mor.

Da jeg præcis tre uger efter min mors død hørte Antony spille her i København, sang han sin egen fortolkning af Knockin’ On Heaven’s Door, en fortolkning jeg sent vil glemme, om nogensinde. Borte var alle sangens klichéfyldte associationer (fortærsket som den sang efterhånden er blevet), og ordene stod frem og lyste i rummet.

Inden Antony præsenterede sangen, henvendte han sig til sin lydmand, Steve, som han ville have til at dæmpe lyset. De diskuterede således med hinanden med os som vidner. Antony talte med sin stemme, Steve med sit lys. “Lidt mere lys”, “lidt mindre”. Til sidst måtte Antony forklare mere præcist, hvilken stemning han ville have frem og sagde blot “Think coffin”.

Det giver dæmpet belysning en helt ny betydning, ikke sandt?

En anden sang Antony sang til koncerten var Trust Your Mother, som forhåbentlig er med på hans næste plade.

God fornøjelse. Og husk lommetørklædet - der er grådgaranti.