Her sidder jeg bare og bliver så forunderligt glad over, at menneskelivet kan antage så forskellige former (hjælp, tænk hvis alle var som mig, selvom alting godt nok sikkert ville være noget nemmere - og betydeligt kedeligere).
At det kan være vildtvoksende og poetisk, når man mindst venter det.
Og at det overhovedet er muligt at nå ind til hinandens hjerter, gennem kunsten, gennem sproget, gennem et enkelt forsigtigt smil eller et brøl af en latter. Eller turde græde foran en ven.
