For nogle år siden var jeg i Yemen. Der mødte jeg en helt og aldeles fantastisk kvinde, som hedder Fatima. Jeg har ét billede af hende:

Det er Fatima til venstre. Jeg har aldrig set hendes ansigt. En dag så jeg hendes nieces smukke ansigt (det er hende til højre), da vi tilfældigvis vaskede hænder samtidigt på toilettet.

Men jeg har hørt Fatimas stemme, tygget qat med hende, og jeg har mærket hendes glød.

Hun har grundlagt og leder en skole for blinde piger i Sana’a, der er hovedstaden i Yemen. Her sørger hun for at blinde piger får fornøden uddannelse og lærer at blive stolte af sig selv, noget de færreste lærer hjemmefra.

At kunne læse giver mulighed for at lære verden og sig selv at kende.

For at finde frem til pigerne, rejser Fatima selv rundt i Yemen, fra landsby til landsby, fra hus til hus, for at finde pigerne. Ofte siger familiens ældste, at “her har vi skam ingen blinde”, for man skammer sig. Men insisterer hun, fordi hun har hørt rygter, viser det sig tit, at der i hjemmets bageste rum findes en isoleret blind pige, som holdes afsondret og jævnligt udsættes for vold og voldtægt. 

Det gjorde indtryk at møde Fatima, der selv er blindfødt. Tænk en vilje til værdighed, tænk en evne til at VILLE og GØRE.