Nadja har i sin blog skrevet om blog-genren, hvilket fik mig til at tænke på, at på samme måde som der findes skrive-genrer, så findes der også genrer i det levede liv – altså rammer for hvordan vi synes vi skal gøre dette og hint.
Når der fejres bryllup, gøres det på en bestemt måde. Der er variationer i forhold til kulturelle og socioøkonomiske forhold. Men “bryllup” som genre indebærer, at alle involverede har forventninger til hvad rammen skal indeholde. Og “børnefødselsdag” som genre betyder også, at der er forventninger til hvordan samværet skal finde sted.
Det er så dejligt befriende, når en sammenkomst træder uden for genren. Når der ikke er en skabelon, som skal følges. Når der er relativt frie tøjler og mulighed for selv at fortolke. Når en fest ikke ender i rigid Emma Gad, men snarere ophøjes til uformelt, vedkommende og ægte menneskeligt samvær.
I dag har jeg holdt min ældste søns syv-årige fødselsdag, og det slog mig, at lige præcis i dén sammenhæng må jeg som voksen glemme mine egne ønsker om at smide genren overbord. For der skal også tages hensyn til en flok syvåriges forestillinger om en god fødselsdag – og ikke mindst fødselarens ønske om at holde sig til skabelonens rammer.
Parallelt til dette tænker jeg, at det jeg savner i forbindelse med dødsritualer (eller rettere mangel på samme) her i Danmark er en form for genre. Altså en form for støtte eller stillads, der kan hjælpe den sørgende. Når man er hårdt ramt af sorg, kan det ind i mellem godt føles lidt som om man er et barn. For mig er det i hvert fald sådan. Og mit indre barn insisterer på genrer, hvor meget mit voksne, anarkistiske overjeg end advokerer for genrebrud.
14. oktober 2006 at 8:14 am
Interessant perspektiv på livets genrekonventioner. Men det handler vel grundlæggende også om, at det er vigtigt, at der er nogle regler/forventninger/genrer/konventioner at bryde for at det giver mening at bryde dem.
Og når der slet ingen er, har vi absolut ingenting at spille op ad hverken, hvis vi bare trængte til ukritisk at adoptere et mønster, fordi det i en hård situation er helt i orden – for ikke at sige tiltrængt – at lette tingene lidt for sig selv (jvf. mit indlæg Get ready to win, kunsten ikke altid at gøre det så svært for sig selv: http://nadjasreflexioner.wordpress.com/2006/10/12/get-ready-to-win-kunsten-ikke-altid-at-g%c3%b8re-det-sa-sv%c3%a6rt-for-sig-selv/) Og fordi det er umuligt at lave et originalt, personligt eller overraskende twist på et ritual, der ikke findes.
14. oktober 2006 at 5:46 pm
Særligt i den døendes sidste dage, og til og med begravelsen har man brug for en genre, nogle konventioner eller ritualer at støtte sig til.
De findes, ritualerne. Ældre familiemedlemmer “dem der har prøvet det før” medbringer viden (når den døende har åndet ud for sidste gang åbnes vinduet på klem, og den slags). Sygeplejesker, der er vant til at have med døende at gøre har også en rutine omkring den døde, som føles tryg for de pårørende.
I gamle dage, hvor de fleste døde hjemme var vi nødt til at have flere ritualer, men i dag hvor de fleste (vil jeg tro) dør på hospital bliver det måske kun til et par timer med den døde, inden kroppen køres væk og stuen skal bruges igen.
Så er der begravelsen og kirkegården. Jeg er selv med et barns (!) insisteren tilhænger af at “invitere hele sognet til suppe” som min tante har udtrykt det. Der skal være præst og salmer og kisten skal bæres ud, helst direkte ud på kirkegården, og så skal der være gravøl , med mad! Og bagefter skal graven være dækket af et bjerg af blomster.
Ud fra denne skabelon kan der være mange variationer, men efter min mening handler det om at vise sig selv og hinanden at selv om man sørger, så er man ikke forknyt. Forknyt gør ondt værre.
Som et opbrud med konventioner og fordi vi kunne (hospitaler, ukendtes grav etc.) har vi prøvet at afskaffe ritualerne, som om det, at afskaffe ritualerne ville afskaffe smerten. Men vi snyder os selv. Ritualerne hjælper.
Sørgeperioden er sværere. De eneste “ritual” der hjælper på sorgen er vist, at dem der ser den tør spørge. Og at de berørte tør dele.
22. oktober 2006 at 10:20 am
Åh ja, frkjensen, vi snyder os selv, hvis vi tror afskafning af ritualer afskaffer smerten.
Så hvad hjælper?
At lytte til dem der selv har mærket på egen krop at miste én de elskede. En far, en mor, en søster, en bror. En mand. Et barn.
Man kan lytte på mange måder. At læse en bog om døden er også at lytte.
At selv turde tale. Det kræver bare en del energi at vise at man godt vil det, hvis der er mennesker i ens omgangskreds, som selv er kejtede ift at tale om døden. Heldigvis er der også mange, der ikke er bange – man skal bare lige først finde ud af hvem der tør. Jeg har fået mange overraskelser de seneste måneder.