2. oktober 2006
Jeg læser dødsannoncer og har altid gjort det. Så vidt jeg kan forstå det, er det ikke noget man skal gå og fortælle, for det indebærer en risiko for at blive stemplet som makaber og morbid. Hvis man altså går op i den slags, altså at undgå stempler.
Dødsannoncer og nekrologer har en funktion, nemlig at gøre opmærksom på dødsfald. Grunden til at jeg læser dem er for at holde mig ajour om dødsfald, som jeg ikke ellers ville høre om automatisk. Mine bedsteforældres venner. Barndomsvenners familiemedlemmer. Eller barndomsvenner. Gamle lærere. Gamle kolleger.
Mens de boede i Danmark, sad min søsters færøske venner en gang om ugen og lyttede til færøsk radio, hvor den seneste uges døde blev læst op. De kendte altid nogen af dem, der blev læst op.
Og så er det jeg tænker på, hvordan i alverden det kommer til at blive i et fragmenteret samfund som det danske, når mediebilledet præges af gratisaviser og kommercielt TV, hvor “gratis” og “kommercielt” på ingen måde er begreber, der åbner døre på klem for det stille, det tunge, det svære (med mindre det er sensationelt).
Hvor skal vi læse om vores døde? Hvis vi da overhovedet vil læse om dem?
10. oktober 2006 at 10:43 pm
Det er altså også noget, jeg har tænkt rigtig meget over. Hvordan skal vores og fremtidige generationer få det samlede overblik over dødsfaldene?
Og så har det også altid undret mig, at det skulle være så tabuiseret og morbidt. Jeg skimmer dem også altid selv - og nogle gange dvæler jeg længe på siden… og tænker over de dødes liv og tuder lidt indvendig over dem, hvor eventuelle pårørende bedes henvende sig.
Jeg husker også tydeligt en gang, jeg var med min mormor på tur. Vi mødte en af hendes undgomsvenner, der spurgte til hendes lillebror. Han var død flere år tidligere, men det troede ungdomsvennen ikke på, for han havde læst dødsannoncerne hver eneste dag i alle de år…
Den havde han så åbenbart misset - men jeg kan huske hvor stort et indtryk det gjorde at opdage, hvor minutiøst ældre mennesker fulgte dødsannoncerne. Og det ER jo vigtig information, som man helst ikke vil gå glip af. Dels for at undgå at komme med upassende kommentarer - men jo også fordi man i mange tilfælde gerne vil reagere. Sende blomster til begravelsen eller være der for de efterladte.
11. oktober 2006 at 11:18 pm
Det er en rørende historie om din mormors ungdomsven, der minutiøst havde studeret dødsannoncer.
Og ja, det er til at tude over, når man læser hvor eventuelle pårørende skal henvende sig. Hvis vi dog bare dansede lidt mere sammen på vore breddegrader!
Da jeg arbejdede som hjemmehjælper, fortalte min chef engang, hvordan hun havde afvist en jobsøgende, fordi han til samtalen havde sagt, at han læste dødsannoncer. Min chef fandt det morbidt. Det gjorde indtryk på mig, at den slags læsning kan anses for at være upassende i lige netop dén branche.
13. oktober 2006 at 12:57 am
Hvordan holder man styr på de døde midt i globaliseringen? Det er et godt spørgsmål, faktisk! Plejede ikke selv at læse dødsannoncer, lige præcis fordi jeg led af berøringsangst og fandt det en anelse morbidt. Som om nogen ville svælge i sorgen.
Indtil jeg en dag selv stod med den tvivlsomme ære at skulle forfatte én, og jeg måtte i gang med en stak aviser og en fjern erindring om tekstanalyse. For dødsannoncer er en speciel genre. En genre som jeg endte med at få meget respekt for. Få linjer som indeholder en mængde information. Ikke kun det faktuelle, men også en hel masse mellem linjerne. Eller i udeladelserne.
Nu læser jeg dem en gang i mellem, men jeg forventer ikke at de kan holde mig ajour med noget som helst. Jeg ved, at for min mors kæreste var dødsannoncerne en måde at gøre opmærksom på min mors død over forretningsforbindelser mv. For mig var det mest en slags ritual. En lille kærlighedserklæring dér i dagene efter ddsfaldet.
13. oktober 2006 at 8:55 am
Ja, der er mange elementer i en dødsannonce, som man må tage højde for.
I min mors tilfælde det lidt specielle, at hun hedder det samme (både for- og efternavn) som min farmor. Derfor besluttede vi os til at skrive min mors profession i stedet for at skive hendes relationelle rolle (”mor, hustru etc”). På den måde var vi sikre på, at det var de rigtige mennesker, der ville dukke op til bisættelsen.
28. oktober 2006 at 3:44 pm
Kære Levende - jeg ved godt, at det mærkeligt, at jeg kommenterer på et forholdsvis gammelt indlæg. Men jeg sidder lige og læser dig lidt grundigere i dag, hvor det er lørdag - man skal have ro til at læse dig. Skimning forbudt, synes jeg :-). Det er en af de ting, der udmærker din blog!!
Jeg sad sammen med Trine-Maria og Emme i går (hovedetpaabloggen.dk og emme.dk), og vi kom til at tale om din blog, som er så fin og dyb. Og om hvordan den berører os. Med din sorgfulde indfaldvinkel beriger du spektret, både blogspektret og følelsesspektret i det hele taget. Der er så stor og god følsomhed i dine indlæg. Tak for, at du deler det med os andre. Du skal vide, at vi eller jeg i hvert fald, lider med dig i din sorg. Jeg tænker på, om du mon ved det - kan mærke det - at vi der læser med har det sådan. Du skal I hvert fald have det at vide her!!
Hvad angår dødsannnoncer: Jeg læser dem skam også hver dag. Og ser endnu kun sjældent mennesker i dem, som jeg kender. Men hver eneste gang, jeg læser dem, tænker jeg over, at der vil komme andre tider, hvor der oftere vil optræde navne i annoncerne, som vil fremkalde sorg eller minder. Og jeg tænker, at den tid bliver svær. Og at jeg er heldig lige nu, hvor jeg ikke kender navnene. Men kan vist ikke øve sig på dødsannoncer.
Jeg holder også lidt øje med sproget i dem. For det er ofte så stift. Og måske det er derfor, din blog berører mig så meget, for her kommer man til at kende den sørgende og dele af det univers du har mistet med tabet af din mor, på en ganske anden vis end ved læsning af dødsannoncerne. Og det sætter gang i mange ting inde i én. På en meget fin måde, der binder liv og død bedre sammen, som gør tabet (og det potentielle tab) nærværende og reflekterbart - og frem for alt følelseskatalyserende (stygt ord i denne sammenhæng, undskyld - men jeg kan ikke lige finde på et bedre lige nu).
“Vi har mistet” eller “xx er taget fra os” er meget stille ord, der intet røber, eller rettere; kun antyder sorgen og tabet. Og det er formentlig godt, at det er sådan. Men jeg tænker ofte på den tekst, Jørn Lund har skrevet om sproget i dødsannoncer og om den udvikling (eller afvikling), der er sket gennem årene. Altså at man til andre tider har skrevet helt anderledes om døden og tabet og savnet. Jeg vil ikke fylde mere her i kommentarfeltet, men du skal være velkommen til at læse Jeg den lille smule, jeg har skrevet om det, her: http://www.blogbogstaver.dk/ordkloeveren/2006/04/alvorsord.html
Mange hilsner fra Line
28. oktober 2006 at 4:19 pm
Tusind tak, Line.
Du kan tro det betyder noget at vide, at der er nogen derude, der rent faktisk læser det jeg skriver
Jeg vil gerne skrive mere som svar senere, men lige i skrivende stund afventer jeg besøg af min gamle klasse fra folkeskolen.
Og her vil jeg kunne fortælle dem en trist nyhed, som min dødsannoncelæsning har tilvejebragt, nemlig at vores højt elskede engelsklærer døde tidligere på året. Apropos.
Tak igen.
Kærlig hilsen
levende
10. november 2006 at 6:59 pm
Tak for jeres indlæg, som sammen med andre har givet nye vinkler til mulighederne på afdøde.dk.
Hensigten er at give alle mulighed for netop at følge med og viderebringe budskabet.
11. november 2006 at 11:05 am
[...] Kommentarfeltet er blogningens hjerte. Ikke fordi der nødvendigvis skal kommentarer til alle posts, men det er i kommentarfeltet, at bloggen bliver til dialog. Det er her vi lærer hinanden at kende, og det er her en tanke kan tænkes til verdens ende af flere. Og således vågner jeg i dag op til en kommentar, der foranledigede mig til stille at juble på denne regnfulde morgen: Afledt af diskussionen om dødsannoncer og nekrologer skriver Martin om afdøde.dk, som giver os mulighed for at huske de døde. [...]
11. november 2006 at 11:06 am
Martin, mange mange tak for dit indlæg, som giver anledning til en ny post: http://levende.wordpress.com/2006/11/11/afdoededk/
9. april 2007 at 1:38 pm
Jeg er en pige på snart 18 år og jeg må indrømme jeg at jeg læser dødsannoncer hvilket jeg synes er vigtigt. Jeg begyndte på det for et år siden hvor min mor blev alvorligt syg og var tæt på at dø. Jeg har også et par veninder som har midste en far eller mor. Jeg kigger dem igennem hver gang jeg læser avis. Tit kigger jeg på årstallet og ser hvor gammle de er. Det giver et lille stik hver gang jeg ser det er en mor eller far der har efterladt nogle børn eller det er børn der dør. Ikke at alle tab ikke er lige forfærdelige. Jeg kigger også ofte på de annocer hvor det er sygehuset der fortæller om et ældre sygt menneske der er afgået ved døden alene og der mangler pårørende. Dem skænker jeg altid lige en ekstra tanke. Jeg ved ikke om det lyder morbidt at en pige i min alder sidder og kigger dødsannocer. Men jeg kigger på dem får at huske mig selv på at værdsætte livet og så fordi jeg selv ville være glad hvis nogle jeg ikke kendete sendte en tanke til mig den dag jeg selv står der. Men det var egentlig ikke helt det jeg ville fortælle, men at jeg synes det er utroligt vigtigt at man kan få oplyst når en person er død. Jeg fandt fx denne skrivelse ved at jeg skulle søge efter dødsannocen på en 17 årig klassekammerart der er død. For hvis det ikke var for min gamle klassekammerart havde ringet og fortalt mig at han var død havde jeg måske ikke fået det af vide og det ville gøre meget ondt ikke at vise en sidste respekt og komme til hans begravelse. Nu prøver jeg forgæves og finde hvor han skal begraves men det vil jeg kunne finde via en dødsannoce. Jeg ved også hvor meget det betyder for mine bedsteforældre at få at vide når en en gammel ven dør.
9. april 2007 at 8:57 pm
Jo, det betyder meget at vide, når en gammel ven dør. Jeg synes derfor dødsannoncelæsning er relativt relevant læsning, fordi læsningen dels kan give os viden om konkrete mennesker, som vi har kendt og nu er døde, og dels kan det give os en anden form for indsigt, nemlig i hvordan meddelelser om dødsfald kan gives.