I Mexico fejrer de også de døde i disse dage. Overleveret fra generation til generation siden aztekerne, er Día de los Muertos - de dødes dag - en dag, hvor de døde æres. I stedet for at dyrke frygten for døden, er de dødes dag blevet til en festdag, hvor livets fortsættelse i døden fejres, blandt andet med overdådigt udsmykkede kranier.
Med min protestantiske kulturbaggrund sidder jeg og bliver lidt misundelig, men til min store glæde minder min wikilæsning mig om, at man i Sverige rent faktisk også fejrer allhelgonahelg, altså allehelgensweekend, netop i den førstkommende weekend.
Jeg kan godt huske det fra dengang jeg boede der og gik en tur med mine venner den aften: Lysene på kirkegården. Roen. Efterårsmørket og den kolde luft.
Jeg havde bare ingen at sørge over dengang. Det har jeg nu. Så jeg ved godt hvor jeg skal hen på lørdag, og jeg ser frem til det. For dér er et af de rum jeg har efterlyst. Et rum til bare at sidde og tænde lys og tænke.
Lørdag aften fik jeg en gave. Den var pakket ind i efterårsblæst, men hvad gjorde det, når der inden i var en gave som ingen anden?
Mine gamle klassekammerater, som jeg ikke har set i ti år, kom på besøg, og det var som at komme hjem. Med dem har jeg delt store dele af min barndom, og i dem har jeg spejlet mine (mange) teenageoprør.
De kom alle med gaver, som Torneroses gode feer. Og hvad kom de da med? Mange kom med blomster, vin, chokolade etc., håndgribelige og emmagadskt korrekte værtindegaver, som er dejlige anerkendelser af hvad det indebærer at være vært for en (klasse)fest. Men alle kom med det allervigtigste: Talegaver. Måske skulle jeg hellere kalde det “samtalegaver”, for ikke at forveksle det med den enlige orators talenter.
En samtalegave er en evne til at sætte sig ned ved siden af et medmenneske og være vedkommende og nærværende. Sådan en gave havde alle der var til stede den aften. Også dem der altid har været generte, og dem der måske ikke lige har den klassiske talegave. Det er terapeutisk at være i et fællesskab, hvor alle er beriget med samtalegaver.
Så der sad vi og lod den store kollektive hukommelse svømme over, mens vi skiftevis grinede over fælles bommerter og græd over de forældre og lærere, der er døde.
Først var det en svag belysning i et hjørne af rummet på hospitalet, hvor min mor døde. Det lyste en smule, så jeg kunne se konturerne af nye erkendelser.
De seneste måneders eftertænksomhed har skruet op for lyset, således at det nu er et kraftigt spotlight af bagklogskabens forældreløse lys, der skinner.
Og hvad ser jeg i dette lys? Jeg ser, at tidligere tiders issues jeg måtte have haft med min mor er så ligegyldige nu. At hvis jeg fik en chance for at snakke med min mor igen, bare for en lille stund, så ville jeg slå en streg over fortiden. Eller i hvert fald den del af fortiden, hvor en af os har været urimelig, forkælet, krævende. Bagklogskabens forældreløse lys skinner nøgent, men ikke ubarmhjertigt. Det skinner, så jeg kan se, hvad der virkelig betyder noget, og det eneste jeg kan gøre er at handle derefter. At ære min mor ved at elske og være.
På en kirkegård så jeg en sten, der hverken bar ordene Nåde, Fred eller Tak,
men inskriptionen: Længsel.
Den døde gik ud af sit navn og rakte det ind i den blæsende verden.
Hvem er det nu, der længes?
Blodet er helligt og tilhører Gud.
Hvad tilhører os?
En frakke, lidt mønter, en ligning, der aldrig går op,
men regnes igennem igen og igen i denne forseglede indskrift.
Her sidder jeg bare og bliver så forunderligt glad over, at menneskelivet kan antage så forskellige former (hjælp, tænk hvis alle var som mig, selvom alting godt nok sikkert ville være noget nemmere - og betydeligt kedeligere).
At det kan være vildtvoksende og poetisk, når man mindst venter det.
Og at det overhovedet er muligt at nå ind til hinandens hjerter, gennem kunsten, gennem sproget, gennem et enkelt forsigtigt smil eller et brøl af en latter. Eller turde græde foran en ven.
Antonys stemme er særegen og smuk. Den rummer så megen sorg, og så megen glæde. Selv når han synger ordet “loneliness” i sangen The Lake, kan jeg høre ham smile på en genert og samtidig vidende måde. Ligeledes rummer hans sange både blå, blå øjeblikke - ætsende sørgmodige - og højt tempo og humør, så fødderne ikke står stille og det er svært at undlade at grine helt nede i maven. Han har en uforlignelig humor, som er meget meget sort, og derved lægger sig tæt op ad den humor, som jeg har arvet efter (eller udviklet i fællesskab med, afhængig af synsvinkel) min mor.
Da jeg præcis tre uger efter min mors død hørte Antony spille her i København, sang han sin egen fortolkning af Knockin’ On Heaven’s Door, en fortolkning jeg sent vil glemme, om nogensinde. Borte var alle sangens klichéfyldte associationer (fortærsket som den sang efterhånden er blevet), og ordene stod frem og lyste i rummet.
Inden Antony præsenterede sangen, henvendte han sig til sin lydmand, Steve, som han ville have til at dæmpe lyset. De diskuterede således med hinanden med os som vidner. Antony talte med sin stemme, Steve med sit lys. “Lidt mere lys”, “lidt mindre”. Til sidst måtte Antony forklare mere præcist, hvilken stemning han ville have frem og sagde blot “Think coffin”.
Det giver dæmpet belysning en helt ny betydning, ikke sandt?
En anden sang Antony sang til koncerten var Trust Your Mother, som forhåbentlig er med på hans næste plade.
God fornøjelse. Og husk lommetørklædet - der er grådgaranti.
Bader mig i en dråbes stille lys
og husker hvordan jeg blev til:
En blyant stukket i hånden,
min mors kølige hånd om min, der var varm.
- Og så skrev vi
ind og ud mellem koralrev,
et undersøisk alfabet af buer og spidser,
af sneglespiral, af søstjernetakker,
af fægtende blækspruttearme,
af grottehvælvinger og klippeformationer.
Bogstaver der fimrede og fandt vej,
svimmelt hen over det hvide.
Ord som flade fisk der flaprede
og gravede sig ned i sandet
eller svajende søanemoner med hundreder af tråde
i stille bevægelser på én gang.
Sætninger som strømme af fisk,
der fik finner og løftede sig,
fik vinger og bevægede sig rytmisk,
dunkende som mit blod, der blindt
slog stjerner mod hjertets nattehimmel,
da jeg så, at hendes hånd havde sluppet min,
at jeg for længst havde skrevet mig ud af hendes greb.
For nogle år siden var jeg i Yemen. Der mødte jeg en helt og aldeles fantastisk kvinde, som hedder Fatima. Jeg har ét billede af hende:
Det er Fatima til venstre. Jeg har aldrig set hendes ansigt. En dag så jeg hendes nieces smukke ansigt (det er hende til højre), da vi tilfældigvis vaskede hænder samtidigt på toilettet.
Men jeg har hørt Fatimas stemme, tygget qat med hende, og jeg har mærket hendes glød.
Hun har grundlagt og leder en skole for blinde piger i Sana’a, der er hovedstaden i Yemen. Her sørger hun for at blinde piger får fornøden uddannelse og lærer at blive stolte af sig selv, noget de færreste lærer hjemmefra.
At kunne læse giver mulighed for at lære verden og sig selv at kende.
For at finde frem til pigerne, rejser Fatima selv rundt i Yemen, fra landsby til landsby, fra hus til hus, for at finde pigerne. Ofte siger familiens ældste, at “her har vi skam ingen blinde”, for man skammer sig. Men insisterer hun, fordi hun har hørt rygter, viser det sig tit, at der i hjemmets bageste rum findes en isoleret blind pige, som holdes afsondret og jævnligt udsættes for vold og voldtægt.
Det gjorde indtryk at møde Fatima, der selv er blindfødt. Tænk en vilje til værdighed, tænk en evne til at VILLE og GØRE.
