Der er så meget i forhold til døden, som er tabuiseret.
Døden - at dø, at være død, at tænke på døden, at være sørgende - er overalt i verden forbundet med fare. Antropologen Mary Douglas skriver i Purity And Danger om det rene og det urene. Det urene er det der fremhæver den sociale orden ved så at sige at udgøre skyggen der giver kontour, og det urene må derfor underkastes en kraftig tabuisering. Man taler ikke om det. Man ignorerer det. Man inkorporerer det ikke i hverdagslivet.
Døden er et sådant urent fænomen. Døden er farlig. Den døde er farlig for de levende, fordi den døde minder de levende om deres dødelighed. Den dødes efterladte er farlige for de andre levende, fordi den efterladte minder de andre levende om at der findes sorg så ubærlig, at verden næsten kan gå i stå. Det er der altså ikke plads og tid til i vores effektive verden.
Nogle dage føles det som om jeg har pestbylder. Og jeg ved godt, at det er fordi folk ikke kan deale med det, og jeg ved godt, at det er fordi det er svært at tale om døden med en der netop har mistet. Men det er fandengaleme hårdt ind i mellem at være den der skal rumme andre menneskers akavethed i forhold til døden, når jeg mest af alt bare trænger til at nogen holder om mig og lader være med at sige “det skal nok gå”, men bare siger “jeg kan godt forstå du er ked af det”.
30. september 2006 at 11:05 pm
Jeg føler med dig.
Og ja, det dybt uretfærdigt at du både skal bære din egen sorg og samtidig være katalysator for alle andres følelser! Øv!
Men du gør det rigtige med din blog, og med at dele og være ærlig. Det eneste gode der er at sige om et tab af dén slags er faktisk, at man måske bliver i stand til at forstå, og måske give noget videre til andre.
Pas på dig.
30. september 2006 at 11:31 pm
Hurra! Den første kommentar!
Ikke nok med at man jo selvfølgelig har været en kende spændt på reaktioner på disse skriverier om noget tungt og svært, men søreme om ikke også den første kommentar er skrevet af en med-georginist. Tak, frkjensen med de smukke blomster.
Min seks-årige søn sagde forleden “Jeg har tænkt på det med gud. Jeg tror gud er det samme som en sjæl. Og gud har kun en vis mængde sjæl, så når nogen små babyer skal fødes, er der nogen der skal dø for at gud kan bruge sjælen til den lille baby”.
Og jeg ved jo slet ingenting om det - for hvad kan man vide om døden når man ikke selv har været der? - men jeg tænker, at hvis det virkelig forholder sig således, så forholder det sig måske også sådan med blomster. At de skal visne for at danne muld til andre planter.
Så jeg lever for at skabe noget, som andre kan leve videre af senere, i det store store kredsløb.
Ikke nogen dårlig tanke.
1. oktober 2006 at 12:04 pm
Du har allerede skabt noget virkelig fint!
Da jeg fik at vide at min mor skulle dø havde jeg brug for at læse noget, vide noget, erfare noget. Jeg havde brug for at vide hvordan et døende menneske egentlig ser ud. Jeg havde brug for at forberede mig.
Efterhånden fandt jeg artikler rundt omkring. Nogen stak mig diskret en bog i hånden. I starten føltes det morbidt at lave research i at være pårørende til en døende. Jeg gik, om jeg så må sige, stille med dørene omkring mit behov for viden. Som om det var at jinxe situationen. Som om det var at foregribe tingenes gang.
I dag er jeg glad for at jeg gjorde det. Det betød uendelig meget, men jeg kan stadig huske hvilken overvindelse, næsten til kvalmegrænsen, det var at begynde at søge efter viden.
Nu blev det lidt personligt, men det jeg ville sige var: Dengang ville det have hjulpet mig meget at læse noget i stil med det, du skriver. Specielt dét, at døden også er en meget praktisk og fysisk -bogstavelig talt: jordnær- ting.
Nettet er et fantastisk sted til at skabe en kollektiv hukommelse. Så bliv ved, for du har lagt kimen til en unik resurse.
2. oktober 2006 at 10:22 am
Tak igen frkjensen. Det er netop af samme årsag - at bidrage til den kollektive hukommelse - at jeg har lavet denne blog.
Det der kan være udfordringen her er at finde balancen mellem det universelt vedkommende og det kvalmende private. Som du selv skriver “Nu blev det lidt personligt”, og det må det søreme meget gerne være, hvis man vil tale sammen om det der er centralt.
Der er dog også en grænse for hvor privat jeg selv har lyst til at være på nettet, og ikke mindst hvor private blogs jeg har lyst til at læse.
Det er grunden til at jeg gemmer mig bag et adjektiv. Og det er grunden til at jeg ikke skriver om min mor som person, og om min relation til hende, men prøver at udforske hvordan jeg kan leve med denne tunge sorg, i det samfund jeg lever i. Med alle dets tabuer og manglende plads til ineffektivitet.