Som 16-årig stod jeg lamslået foran Olivia Holm-Møllers billede Dødslejet (1929-30) i Holstebro. Jeg havde aldrig set et dødt menneske før, da jeg var 16, men billedet stod så lyslevende for mig, at jeg i dag erindrer det som mit første reelle minde om at have set et dødt menneske. Præcis et år efter så jeg en død mand i en motorcykelulykke på en landevej, og det var et voldsomt syn. Men grundstemningen i Holm-Møllers billede har været med mig siden hen, og det har beroliget mig i situationer, hvor tanken om døden potentielt kunne tage pippet fra mig.
Det er ikke tanken om sjælen, der gjorde indtryk, men derimod udtrykket i ansigtet på personen, der sidder ved dødslejet. Personens hænder har en markant sundere farve end den døende, og ligeledes er ansigtet afbilledet med en farve, der tydeligt markerer, at der er tale om én der i høj grad er levende. Den døende er gullig, som sjælen. Og så er der altså ansigtet på personen på stolen. Det er et ansigt, som både er forpint af sorg og som rummer stor, stor ømhed. Lige som hånden der støtter under den dødes hånd.
Det var dén ømhed, der gjorde indtryk.
Jeg så den, da jeg sad hos min farfar i hans sidste dage. Det er ni år siden nu. Min farmor og jeg tilbragte den sidste uge hos ham, inden min faster tog over og var hos ham om natten. Og der var så meget levet liv i det rum, selvom vi godt vidste at vi talte timer. Det var levet ømhed, lige som da min mor døde.
