I dag er det præcis en måned siden min mor døde. Det føles som den længste måned nogensinde. Længere end min barndoms decembre. Lang og mørk og mere regnfuld end jeg før har oplevet august og september. Måske er det slet ikke sådan det har set ud for andre??
Og i dag, præcis en måned efter hun døde, tog vi over på kirkegården og fik udleveret hendes urne, som vi gik ned til gravstedet med. Graveren havde gjort parat og lagt grangrene ud, og så sænkede min far urnen ned i et net. Min yngste søn på tre så nysgerrigt til, og min ældste på syv så tænksom ud.
Min søster ville gerne synge, ligesom hun havde gjort det for min mor den sidste dag, inden min mor døde. Min far mente dog ikke, at han ville kunne magte det. Vi stod så dér, helt stille, uden ritualer, uden bisættelsens ritual og musik at læne os op ad. Graveren bad os gå en tur og afsted travede hele selskabet (en del af mine forældres venner og søskende var der også). Stien, som vi gik på, gik i en fin lille bue, således at vi gik direkte hen forbi gravstedet, så vi kunne se hvordan tørvet blev lagt på igen. Lidt absurd, tænkte jeg, for hvis vi skal gå en tur for at lade som om vi ikke ved hvad der skal foregå, så får vi jo det hele serveret her. For mig er det tankevækkende, at døden her i Danmark er forbundet med tabuisering og akavet hemmelighedskæmmeri. At vi ikke har ritualer uden for kirken. At vi står dér og ikke ved hvad vi skal gøre af os selv og vores sorg.
Min mor var ikke troende, ligesom jeg heller ikke er det. Alligevel havde hun givet os carte blanche til at arrangere hendes begravelse som vi ville have den. “Det er jo ikke for min skyld, vel?” som hun sagde. Og fordi kirken betyder noget i min far og søsters liv, indvilligede jeg i at lade min mor bisætte i en kirke med en præst. Selvom jeg ikke er troende, var det alligevel en lettelse at være i kirken. Der var først og fremmest en række ritualer at holde sig til. Der var sange at synge - sammen. Og det var i orden at græde.
Da han levede, skrev min gamle mentor og filosofilærer, Ebbe Gudmand-Høyer, en række verdslige, ikke-religiøse begravelsessange. Dem kunne vi godt have brugt i dag.
Og hvorfor var min ældste søn så tænksom? Det var han, fordi han spekulerede på, om Mormor mon havde leget meget med mudder som barn. “Nej”, sagde jeg, “det tror jeg ikke. Hun boede jo i et par år på sanatorium, da hun var lille, fordi hun havde tuberkulose”. Min syv-årige sagde dernæst, at han så mente, at det i dag var “første gang Mormor er så tæt på jorden”.
Jeg bilder mig på ingen måder ind, at jeg fatter noget som helst vedrørende døden på nogen dybere eller klogere måde end min søn, blot fordi jeg er voksen. Måske faktisk tværtom. Han har fat i noget. Det er konkret, håndgribeligt - ja, egentlig det eneste vi overhovedet har at holde fast i lige nu. At hun ligger der på kirkegården i sin urne af bark og med en sten som tag.
