Min mor var ikke bange for at dø. Det sagde hun til mig i sommer, efter hun havde været hasteindlagt på Intensiv og stik mod forventning var overlevet (og nåede at få to måneder til, inden hun døde i august).
Sikke et chok for os alle! Mange tårer blev grædt ved hendes hospitalsseng. Ikke af hende, men af os andre. Min far, min søster og jeg var kede af det og græd ofte. Jeg spurgte hende en dag, om hun var bange for at dø. “Nej”, sagde hun, “for jeg ved jo ikke hvad det er”. Mens hun lå på Intensiv og lå på sit yderste, kom hun hen til en dør, som stod på klem. Jeg spurgte hende, om det var noget visuelt, denne nær-død-oplevelse, men hun sagde, at det var det ikke. “Var det så en fornemmelse du havde?” ville jeg vide. “Næh… for jeg var der jo!” svarede hun.
Hvad det end var min mor så eller ikke så, fornemmede eller ikke fornemmede, så havde hun besluttet sig for, at der ikke var nogen grund til at være bange for at dø. Det hun havde mærket var nok til at give hende ro.
Da hun på den sidste dag vidste, at nu var det nu, så var hun klar. Hun var klar til at dø, og hun var klar over, at det var nu det skulle ske. Hun var klar i hovedet, og klar i hjertet. Hun lå i sengen, fuldkommen afkræftet og ude af stand til at trække vejret uden massiv ilttilførsel, og alligevel lå hun og fortalte tørre, morbide vittigheder. På et tidspunkt, da hun så eftertænksom ud, spurgte jeg hvad hun tænkte på. “Jeg ligger og tænker på hvilket godt liv jeg har haft”.
Tænk at hun havde overskud til at tænke det - og sige det. Det var sådan en smuk gave at give os, som hun lå dér på sit alleryderste.
