D. 27. august, dagen efter min mors begravelse, var der en skelsættende kronik i Politiken. Én af den slags tekster, der gør en markant forskel.

I kronikken skriver Marcus Rubin om året efter sin mors død, som fandt sted sidste sommer. Kronikken er en slags mental opgørelse af det år, og han beskriver, hvordan det hjalp stifte bekendtskab med den jødiske dødsbøn, kaddish, som er en struktureret måde at finde sig til rette med sin sorg. Ved at bede den samme bøn tre gange dagligt i et helt år, skabes der en ramme om det nye liv, der skal til at formes.

Efter endt læsning af kronikken står det klart for mig, at jeg her har fundet en tiltrængt hjælp. Det var nødvendigt med det blik, for jeg havde travlt med at komme op på hesten igen, om man så må sige. Men jeg kan ikke bare skynde mig at haste videre, som jeg ellers har for vane i mit liv. Jeg kan ikke bare lade som om, at jeg ikke er ked af det. For det er jeg jo! Og det skal have plads. Måske tager det virkelig et helt år?

Det er denne kronik, der har ansporet mig til at lave denne blog.