Min mor er død.
Når noget så drastisk sker, dør Plejer ofte også i samme moment. Det kan jeg forstå fra andre, der også har mistet deres nærmeste. Det gør godt at tale med nogen, der også været tæt på døden. Det er ikke alle mennesker, der har det lige godt med at tale om døden, har jeg erfaret. Mange kan ikke rigtigt finde ud af hvad de skal sige til én, der lige har mistet sin mor.
Jeg har aldrig blogget før - kun kommenteret i andres blogs. Nu er jeg imidlertid rede: Der er så mange tanker at få hold på i forbindelse med denne voldsomme forandring af min tilværelse. Ja, Plejer er død, og noget nyt skal have plads.
Der er mange tanker og mange følelser at finde hoved og hale i. Det er dét jeg det kommende år vil benytte bloggen her til at få hold på. Og i stedet for at sidde og tænke alene, vil jeg gerne her tale med andre, der også har eller har haft døden tæt inde på livet.
Men denne blog skal ikke være en shrine for min mor. Den kræver ikke en blog, for den har jeg et andet sted; den har jeg sammen med dem der kendte og holdt af hende. Med denne blog vil jeg gerne skabe et rum, hvor det er muligt at tale om døden gennem mange af de former for sprog der findes om døden, ikke kun forbeholdt kirkens rum eller filosofiens sprog. Selv er jeg agnostiker, og er i den seneste måned blevet klar over, at også vi, der ikke går i én bestemt spirituel retning, også har brug for ritualer og rum til at tale om døden. For det kan være svært at tale om døden i et almindeligt, dagligdags sprog.
Det næste år vil jeg derfor tale om døden, både højt og lavmælt. Men tale, det vil jeg, og jeg vil blandt andet gøre det her.
Min mor er død, men jeg er levende.
