Levende

Der er så meget i forhold til døden, som er tabuiseret.

Døden - at dø, at være død, at tænke på døden, at være sørgende - er overalt i verden forbundet med fare. Antropologen Mary Douglas skriver i Purity And Danger om det rene og det urene. Det urene er det der fremhæver den sociale orden ved så at sige at udgøre skyggen der giver kontour, og det urene må derfor underkastes en kraftig tabuisering. Man taler ikke om det. Man ignorerer det. Man inkorporerer det ikke i hverdagslivet.

Døden er et sådant urent fænomen. Døden er farlig. Den døde er farlig for de levende, fordi den døde minder de levende om deres dødelighed. Den dødes efterladte er farlige for de andre levende, fordi den efterladte minder de andre levende om at der findes sorg så ubærlig, at verden næsten kan gå i stå. Det er der altså ikke plads og tid til i vores effektive verden.

Nogle dage føles det som om jeg har pestbylder. Og jeg ved godt, at det er fordi folk ikke kan deale med det, og jeg ved godt, at det er fordi det er svært at tale om døden med en der netop har mistet. Men det er fandengaleme hårdt ind i mellem at være den der skal rumme andre menneskers akavethed i forhold til døden, når jeg mest af alt bare trænger til at nogen holder om mig og lader være med at sige “det skal nok gå”, men bare siger “jeg kan godt forstå du er ked af det”.

Som 16-årig stod jeg lamslået foran Olivia Holm-Møllers billede Dødslejet (1929-30) i Holstebro. Jeg havde aldrig set et dødt menneske før, da jeg var 16, men billedet stod så lyslevende for mig, at jeg i dag erindrer det som mit første reelle minde om at have set et dødt menneske. Præcis et år efter så jeg en død mand i en motorcykelulykke på en landevej, og det var et voldsomt syn. Men grundstemningen i Holm-Møllers billede har været med mig siden hen, og det har beroliget mig i situationer, hvor tanken om døden potentielt kunne tage pippet fra mig.

Det er ikke tanken om sjælen, der gjorde indtryk, men derimod udtrykket i ansigtet på personen, der sidder ved dødslejet. Personens hænder har en markant sundere farve end den døende, og ligeledes er ansigtet afbilledet med en farve, der tydeligt markerer, at der er tale om én der i høj grad er levende. Den døende er gullig, som sjælen. Og så er der altså ansigtet på personen på stolen. Det er et ansigt, som både er forpint af sorg og som rummer stor, stor ømhed. Lige som hånden der støtter under den dødes hånd.

Det var dén ømhed, der gjorde indtryk.

Jeg så den, da jeg sad hos min farfar i hans sidste dage. Det er ni år siden nu. Min farmor og jeg tilbragte den sidste uge hos ham, inden min faster tog over og var hos ham om natten. Og der var så meget levet liv i det rum, selvom vi godt vidste at vi talte timer. Det var levet ømhed, lige som da min mor døde. 

Ja. ØV!

Det har været sådan en dag i dag. En dag hvor jeg bare har grædt og hikstet mig igennem timerne, mens jeg har prøvet at koncentrere mig om dagens dont. En dag hvor der har ophobet sig indtryk, som jeg gerne ville ringe til min mor og dele med hende. En dag hvor jeg konstant er blevet mindet om, at det aldrig aldrig aldrig mere er muligt.

Og så tænker jeg, at det er svært at se en vej ud af det her. Når folk siger til mig “tiden læger alle sår” - ved de så overhovedet hvad de taler om? For jeg synes bare det går ned ad bakke for hver dag der går.

Jeg savner hende hver dag. Både på hverdagene og de mere festlige dage (som nu ikke føles specielt festlige for tiden): Min fødselsdag et par dage efter hun døde. Min yngste søns fødselsdag i fredags. Og såmænd også i går efter urnenedsættelsen, hvor vi mødtes bagefter med familie og venner for at være sammen. Men der var én der manglede, og det var min mor.

Det er vigtige ord, der står på den store tunge jernport ind til Millesgården i Stockholm. Carl Milles, skulptøren bag museets dramatiske skupturer, har ladet disse ord støbe:

“Låt mig verka medan dagen brinner” - lad mig virke mens dagen brænder.

Jeg vil gerne konfronteres med denne ene tanke, hver gang jeg går ud af mit hjem. For tiden er så forbandet kort her.

Sidste år gav min mor mig en bog i fødselsdagsgave, som hun med stor glæde konstaterede, at jeg havde ønsket mig: “Til jord skal du blive…” af Birgitte Kragh (2003). Bogens undertitel er “Dødens og begravelsens kulturhistorie i Danmark 1870-1990″.

Det kan umiddelbart lyde som makaber læsning for andre end lige netop historikere og etnologer, men jeg vil sige tværtimod. Bogen ser nemlig samfundsudviklingen gennem en særlig optik; alt det vi normalt ikke taler om.

Min mor var ikke bange for at dø. Det sagde hun til mig i sommer, efter hun havde været hasteindlagt på Intensiv og stik mod forventning var overlevet (og nåede at få to måneder til, inden hun døde i august).

Sikke et chok for os alle! Mange tårer blev grædt ved hendes hospitalsseng. Ikke af hende, men af os andre. Min far, min søster og jeg var kede af det og græd ofte. Jeg spurgte hende en dag, om hun var bange for at dø. “Nej”, sagde hun, “for jeg ved jo ikke hvad det er”. Mens hun lå på Intensiv og lå på sit yderste, kom hun hen til en dør, som stod på klem. Jeg spurgte hende, om det var noget visuelt, denne nær-død-oplevelse, men hun sagde, at det var det ikke. “Var det så en fornemmelse du havde?” ville jeg vide. “Næh… for jeg var der jo!” svarede hun.

Hvad det end var min mor så eller ikke så, fornemmede eller ikke fornemmede, så havde hun besluttet sig for, at der ikke var nogen grund til at være bange for at dø. Det hun havde mærket var nok til at give hende ro.

Da hun på den sidste dag vidste, at nu var det nu, så var hun klar. Hun var klar til at dø, og hun var klar over, at det var nu det skulle ske. Hun var klar i hovedet, og klar i hjertet. Hun lå i sengen, fuldkommen afkræftet og ude af stand til at trække vejret uden massiv ilttilførsel, og alligevel lå hun og fortalte tørre, morbide vittigheder. På et tidspunkt, da hun så eftertænksom ud, spurgte jeg hvad hun tænkte på. “Jeg ligger og tænker på hvilket godt liv jeg har haft”.

Tænk at hun havde overskud til at tænke det - og sige det. Det var sådan en smuk gave at give os, som hun lå dér på sit alleryderste.

D. 27. august, dagen efter min mors begravelse, var der en skelsættende kronik i Politiken. Én af den slags tekster, der gør en markant forskel.

I kronikken skriver Marcus Rubin om året efter sin mors død, som fandt sted sidste sommer. Kronikken er en slags mental opgørelse af det år, og han beskriver, hvordan det hjalp stifte bekendtskab med den jødiske dødsbøn, kaddish, som er en struktureret måde at finde sig til rette med sin sorg. Ved at bede den samme bøn tre gange dagligt i et helt år, skabes der en ramme om det nye liv, der skal til at formes.

Efter endt læsning af kronikken står det klart for mig, at jeg her har fundet en tiltrængt hjælp. Det var nødvendigt med det blik, for jeg havde travlt med at komme op på hesten igen, om man så må sige. Men jeg kan ikke bare skynde mig at haste videre, som jeg ellers har for vane i mit liv. Jeg kan ikke bare lade som om, at jeg ikke er ked af det. For det er jeg jo! Og det skal have plads. Måske tager det virkelig et helt år?

Det er denne kronik, der har ansporet mig til at lave denne blog.

I dag er det præcis en måned siden min mor døde. Det føles som den længste måned nogensinde. Længere end min barndoms decembre. Lang og mørk og mere regnfuld end jeg før har oplevet august og september. Måske er det slet ikke sådan det har set ud for andre??

Og i dag, præcis en måned efter hun døde, tog vi over på kirkegården og fik udleveret hendes urne, som vi gik ned til gravstedet med. Graveren havde gjort parat og lagt grangrene ud, og så sænkede min far urnen ned i et net. Min yngste søn på tre så nysgerrigt til, og min ældste på syv så tænksom ud.

Min søster ville gerne synge, ligesom hun havde gjort det for min mor den sidste dag, inden min mor døde. Min far mente dog ikke, at han ville kunne magte det. Vi stod så dér, helt stille, uden ritualer, uden bisættelsens ritual og musik at læne os op ad. Graveren bad os gå en tur og afsted travede hele selskabet (en del af mine forældres venner og søskende var der også). Stien, som vi gik på, gik i en fin lille bue, således at vi gik direkte hen forbi gravstedet, så vi kunne se hvordan tørvet blev lagt på igen. Lidt absurd, tænkte jeg, for hvis vi skal gå en tur for at lade som om vi ikke ved hvad der skal foregå, så får vi jo det hele serveret her. For mig er det tankevækkende, at døden her i Danmark er forbundet med  tabuisering og akavet hemmelighedskæmmeri. At vi ikke har ritualer uden for kirken. At vi står dér og ikke ved hvad vi skal gøre af os selv og vores sorg.

Min mor var ikke troende, ligesom jeg heller ikke er det. Alligevel havde hun givet os carte blanche til at arrangere hendes begravelse som vi ville have den. “Det er jo ikke for min skyld, vel?” som hun sagde. Og fordi kirken betyder noget i min far og søsters liv, indvilligede jeg i at lade min mor bisætte i en kirke med en præst. Selvom jeg ikke er troende, var det alligevel en lettelse at være i kirken. Der var først og fremmest en række ritualer at holde sig til. Der var sange at synge - sammen. Og det var i orden at græde.

Da han levede, skrev min gamle mentor og filosofilærer, Ebbe Gudmand-Høyer, en række verdslige, ikke-religiøse begravelsessange. Dem kunne vi godt have brugt i dag.

Og hvorfor var min ældste søn så tænksom? Det var han, fordi han spekulerede på, om Mormor mon havde leget meget med mudder som barn. “Nej”, sagde jeg, “det tror jeg ikke. Hun boede jo i et par år på sanatorium, da hun var lille, fordi hun havde tuberkulose”. Min syv-årige sagde dernæst, at han så mente, at det i dag var “første gang Mormor er så tæt på jorden”.

Jeg bilder mig på ingen måder ind, at jeg fatter noget som helst vedrørende døden på nogen dybere eller klogere måde end min søn, blot fordi jeg er voksen. Måske faktisk tværtom. Han har fat i noget. Det er konkret, håndgribeligt - ja, egentlig det eneste vi overhovedet har at holde fast i lige nu. At hun ligger der på kirkegården i sin urne af bark og med en sten som tag.

Antony & the Johnsons har sat musik til Edgar Allan Poes digt “The Lake”

Luk gerne øjnene så du kun hører musikken, eller læs Poes tekst nedenfor.

(Antony har ændret en smule i den oprindelige tekst, så der er ikke helt sammenfald):

In spring of youth it was my lot
To haunt of the wide world a spot
The which I could not love the less-
So lovely was the loneliness
Of a wild lake, with black rock bound,
And the tall pines that towered around.

But when the Night had thrown her pall
Upon that spot, as upon all,
And the mystic wind went by
Murmuring in melody-
Then- ah then I would awake
To the terror of the lone lake.

Yet that terror was not fright,
But a tremulous delight-
A feeling not the jewelled mine
Could teach or bribe me to define-
Nor Love- although the Love were thine.

Death was in that poisonous wave,
And in its gulf a fitting grave
For him who thence could solace bring
To his lone imagining-
Whose solitary soul could make
An Eden of that dim lake.

Sangen findes på EP’en “The Lake” (2004)

Min mor er død.

Når noget så drastisk sker, dør Plejer ofte også i samme moment. Det kan jeg forstå fra andre, der også har mistet deres nærmeste. Det gør godt at tale med nogen, der også været tæt på døden. Det er ikke alle mennesker, der har det lige godt med at tale om døden, har jeg erfaret. Mange kan ikke rigtigt finde ud af hvad de skal sige til én, der lige har mistet sin mor.

Jeg har aldrig blogget før - kun kommenteret i andres blogs. Nu er jeg imidlertid rede: Der er så mange tanker at få hold på i forbindelse med denne voldsomme forandring af min tilværelse. Ja, Plejer er død, og noget nyt skal have plads.

Der er mange tanker og mange følelser at finde hoved og hale i. Det er dét jeg det kommende år vil benytte bloggen her til at få hold på. Og i stedet for at sidde og tænke alene, vil jeg gerne her tale med andre, der også har eller har haft døden tæt inde på livet.

Men denne blog skal ikke være en shrine for min mor. Den kræver ikke en blog, for den har jeg et andet sted; den har jeg sammen med dem der kendte og holdt af hende. Med denne blog vil jeg gerne skabe et rum, hvor det er muligt at tale om døden gennem mange af de former for sprog der findes om døden, ikke kun forbeholdt kirkens rum eller filosofiens sprog. Selv er jeg agnostiker, og er i den seneste måned blevet klar over, at også vi, der ikke går i én bestemt spirituel retning, også har brug for ritualer og rum til at tale om døden. For det kan være svært at tale om døden i et almindeligt, dagligdags sprog.

Det næste år vil jeg derfor tale om døden, både højt og lavmælt. Men tale, det vil jeg, og jeg vil blandt andet gøre det her.

Min mor er død, men jeg er levende.